Alle taler om nye værktøjer, men hvad skal der egentlig til for, at arbejdsmiljøindsatser fører til varige resultater.
På Arbejdslivskonferencen 2025 stiller Peter Hagedorn-Rasmussen skarpt på det spørgsmål. Han introducerer begrebet arbejdsmiljøkapacitet som en ny måde at forstå, hvorfor organisationer ofte oplever, at problemer vender tilbage i nye former. Pointen er, at det sjældent handler om mangel på redskaber, men om at have kapaciteten til at bruge dem i en travl hverdag.
Oplægget giver et blik ind bag kulisserne i arbejdsmiljøarbejdet og belyser spørgsmål som: hvorfor gentager vi de samme mønstre igen og igen? Hvad er det, vi har så svært ved at se? Og hvad betyder det, hvis arbejdsmiljø skal være en del af organisationens kerneopgave og ikke kun et projekt på siden?
