Arbejdslivskonferencen 2026: At lede (efter) det gode arbejdsliv

Tirsdag den 24. november 2026 kl. 8:30 – 16:00

Københavns Professionsskole, Humletorvet 3, København V

Ledelse kan være udfordrende og kendetegnes i dag af øget kompleksitet samt af modsatrettede krav om f.eks. effektivitet, standardisering og omstillingsparathed. Samtidig ved vi, at mennesker trives bedst med høj grad af indflydelse, mening, udvikling og individuelle hensyn i deres arbejdsliv, hvilket stiller særlige krav til lederes rolle som både facilitator og autoritet. Eksperter og fagforeninger taler om, at lederes mistrivsel er en krise, vi bør håndtere. Selvfølgelig for ledernes egen skyld, men også fordi lederen ses som afgørende for organisationens succes og medarbejdernes arbejdsliv.

Ledelse og arbejdsliv hænger uløseligt sammen og alligevel er forholdet mellem dem sjældent enkelt. Det er i dette spændingsfelt, at ledelse i dag skal finde sin form – og det stiller nye og mere komplekse spørgsmål til både lederens rolle, organisationens indretning og håndteringen af arbejdsmiljøet. At lede er derfor ikke kun forbundet med magt og beføjelser, men også, i tiltagende grad, med afmagt.

At lede (efter) det gode arbejdsliv, er et flertydigt tema. At lede det gode arbejdsliv handler om ledelsens rolle i forhold til at sætte retning, skabe rammer og understøtte arbejdsliv, hvor mennesker trives og kan udfolde deres faglighed. Men det handler også om ledernes egne arbejdsliv og arbejdsvilkår, hvor det er relevant at undersøge, hvilke reelle muligheder lederen har for at lede andre menneskers arbejdsliv og organisationen i en positiv retning.

At lede efter det gode arbejdsliv handler om at undersøge, hvad vilkårene for gode arbejdsliv egentlig er i dag, og ikke mindst hvem der får lov at definere det. Det gode arbejdsliv opstår ikke alene på en enkelt arbejdsplads. Det formes også af politiske prioriteringer, markedsvilkår, økonomiske logikker og kulturelle forventninger, som rækker langt ud over både den enkelte leder og organisationen. At lede efter det gode arbejdsliv bliver derfor også et spørgsmål om, hvilke strukturelle betingelser vi som samfund tilbyder det arbejdende menneske. Ledere og dem, der ledes.

Derfor spørger vi på Arbejdslivskonferencen 2026:

  • Hvorfor bliver (mere) ledelse ofte set som løsningen?
  • Hvordan har ledelsesopgaven forandret sig og hvordan håndterer ledere de modsatrettede krav som følger med deres position?
  • Hvordan organiseres arbejdet, så det fremmer trivsel, faglighed og bæredygtighed i arbejdslivet?
  • Hvad kendetegner et godt arbejdsliv i dag, hvem er med til at definere det, og hvor skal vi lede efter det?

På arbejdslivskonferencen inviterer vi hvert år førende arbejdslivsforskere til at gøre os klogere på aktuelle spørgsmål gennem oplæg og efterfølgende dialog.

Som deltager får du også mulighed for at fordybe dig i konkrete problemstillinger i de parallelle workshops, hvor forskere og praktikere præsenterer og diskuterer perspektiver, erfaringer og redskaber, som kan inspirere til udvikling af gode arbejdsliv.

Velkommen til Arbejdslivskonferencen!


Program

8:30–9:00Ankomst og registrering
Mød de andre deltagere. Med morgenbrød og kaffe
9:00–9:30Velkomst til konferencen og værtssted
9:30–10:15‘Afmagtens centrum: Resonans og fremmedgørelse på Christiansborg’
Keynote ved Emil Husted, Ph.D. og lektor på CBS
10:15–10:30Pause med kaffe/vand
10:30–11:15’Magt og mellemledelse – om selvrealisering som organiseringsform’
Keynote ved Sidsel Bygum Hove, Ph.D. og forsker
11:15–11:30Pause
11:30–12:15’Hvad ledelse af trivsel muliggør og skygger for?’
Keynote ved Malene Friis Andersen, Ph.D., forfatter og forsker
12:15–13:00Frokost og postersession
13:00–14:30Workshops
Vælg en af de fem spændende workshops (beskrivelser på vej)
14:30–15:15’Uden for indflydelse: ”Housewifization” af offentlige ledere’
Keynote ved Nana Vaaben, Ph.D. og docent på Københavns Professionshøjskole
15:15–15:55Talkshow
CSA inviterer udvalgte eksperter og forskere til en hyggelig snak i sofaen om magtesløshed, skygger og ledelsen af det gode arbejdsliv
15:55–16:00Afslutning på konferencen

Vi tager forbehold for ændringer i tidspunkterne.

Efter konferencen vil der være mulighed for at blive til lidt hygge og netværk.


Keynote 1: ‘Afmagtens centrum: Resonans og fremmedgørelse på Christiansborg’

Folketinget er en arbejdsplads karakteriseret af spænding og intensitet, men også en udtalt grad af magtesløshed og mistrivsel blandt både medlemmer og ansatte. Baseret på halvandet års feltarbejde på Christiansborg fortæller Emil Husted om årsagerne til og konsekvenserne af dette arbejdsmiljø. Han vil også berøre de demokratiske implikationer af arbejdsmiljøet i Folketinget, og hvad vi som samfund potentielt kan gøre for at rette op på problemerne.

Emil Husted er Ph.D. og lektor på CBS, hvor han blandt andet forsker i politiske bevægelser, samfund og alternative organisationsformer. Han udkom tidligere på året med den bog, der bærer samme titel som hans oplæg.


Keynote 2: ’Magt og mellemledelse – om selvrealisering som organiseringsform’

Den moderne mellemleder er ikke autoritær. Hun er nærværende, empatisk og oprigtigt optaget af sine medarbejderes ve og vel – og, ikke mindst, deres udvikling! Og præcis derfor er hun magtens mest subtile, men formentlig også mest effektive redskab.

I denne keynote belyses det blandt andet, hvordan jagten på mening i arbejdet har slået rod i de relationelle dynamikker — og gjort forløsning af individuelt potentiale til organisationens vigtigste styringsredskab — og ledelse til en tæt-på terapeutisk disciplin. Med udgangspunkt i konkrete empiriske eksempler, præsenteres en række nye og interessante perspektiver på spørgsmålet om trivsel og belastning i det moderne arbejdsliv.

Sidsel Bygum Hove er Ph.D. og står bag afhandlingen ’Management and Ideological Labour: A Psychoanalytic Study on The Managerial Organisation of Desire’, som danner grundlag for hendes tankevækkende oplæg om lederes omsorg for medarbejderne.


Keynote 3: ’Hvad ledelse af trivsel muliggør og skygger for?’

Ledere har i dag mange opgaver, og medarbejdere har både mange forventninger til og mange skuffelser over deres ledere. Men hvorfor bliver vi ved med at forvente noget af vores ledere, som de måske ikke kan indfri – og hvorfor bliver lederne ved at tage dette ansvar på sig? Skulle vi måske i højere grad tale om styring frem for om ledelse og lederen? Og hvordan spiller dette sammen med en tendens til, at medarbejderne i stigende grad efterspørger ledelse i en individuel relation og i et individuelt forhold mellem dem selv og lederen. Hvad gør det ved arbejdsfællesskabet og ved medarbejdernes forventninger til hinanden, hvis ledelse individualiseres?

Malene Friis Andersen er selvstændig erhvervspsykolog, Ph.D. og forsker. Hun er forfatter til indflydelsesrige bøger om stress, ledelse og arbejdsliv, herunder’Stop stress’ og ’Det kunne være så godt’. Hun er aktuelt med i et forskningsprojekt om lederes arbejdsmiljø.


Keynote 4: ’Uden for indflydelse: ”Housewifization” af offentlige ledere’

Arbejdet som leder i det offentlige er for mange forbundet med en vigtig opgave, der fx handler om at skabe gode børneliv, værdig ældrepleje eller velfungerende folkeskoler. Men mange offentlige ledere har også en fornemmelse af at være uden for indflydelse, samtidig med at de skal holde sammen på noget, der næsten ikke kan hænge sammen, og kompensere for alt det, der er skåret væk. Ligesom industrisamfundets husmødre har de fået rollen som ”hjemmets engel”, der rummer, trøster og forstår – og får de tildelte husholdningspenge til at række. Oplægget bygger på flere forskellige forskningsprojekter og opfordrer til debat om samfundets beslutningsstrukturer.

Nana Vaaben er Ph.D. og docent på Københavns Professionshøjskoles lederuddannelser og forsker i, moralsk stress, og hvordan den offentlige sektor ledes og styres. Hun udkommer snart med en bog, der netop handler om vilkårene for offentlige ledere.


Tilmelding

Tilmeldingsfristen er d. 15. november 2026. Bemærk, at der er et begrænset antal pladser, og at der kan blive udsolgt.

Tilmelding med betalingskort sker via Safeticket ved at klikke på dette link: https://arbejdsliv.safeticket.dk/116585/Arbejdslivskonferencen_2026_At_lede_efter_det_gode_arbejdsliv  

Hvis I har et udvidet institutionsabonnement, kan I tilmelde jer via info@arbejdsliv.org. Oplys gerne navn, mailadresse, organisation og eventuelle spisehensyn ved tilmeldingen – og angiv gerne om kontaktoplysningerne må fremgå af deltagerlisten.

Når vi har modtaget din tilmelding, sender vi dig en mail med yderligere oplysninger. Alle tilmeldte modtager praktiske oplysninger inden konferencen.

Priser for deltagelse i årskonferencen

Pris for medlemmer af CSA:800,- kr.
Pris for ikke-medlemmer:  1000,- kr.
Studerende:500,- kr.

Ved tilmelding til konferencen, kan du gratis blive medlem af CSA for et år. Medlemskabet er uforpligtende, og vi spørger, om du vil forlænge det, når det udløber.

Spørgsmål vedrørende tilmelding eller betaling sendes til info@arbejdsliv.org

Har du andre spørgsmål til konferencen, er du også velkommen til at kontakte Ly Lykke Møller på llymo@dtu.dk